Skov-Ly søger vikar


Vi er på udkig efter en person over 18 år, som kan arbejde 1 gang om ugen ca. 4 timer, og samtidig kan træde til ved kort varsel i forbindelse med sygdom.

Vi ønsker os særligt én, som er nærværende i sit møde med børnene, er empatisk og fuld af gode ideer. Én som elsker at lege og være nysgerrig sammen med børnene og ser deres ressourcer.

Du skal i samarbejde med os varetage pasning og være med til at understøtte den pædagogiske udvikling af små børn i alderen 0-3 år, samt det praktiske arbejde dette medfører.


Lyder dette som noget for dig, så send en mail til os på: kontakt@skov-ly.dk

Her fortæller du kort om dig selv, og dine erfaringer.

Vi skal have din mail senest den 8.12 2020.

Vi forventer at afholde samtaler den 10.12 2020 fra kl. 16.30

Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte Malene på 22814557

Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest, samt af anmærkningsfri børneattest.

 

 


Om os


I Skov-Ly er der plads til 8 børn i alderen 0-3 år. Vi gør det vi siger vi gør! Vi vægter, at der er tid, rum og nærvær til børnene. Vi ser det enkelte barn som unikt og som en del af fællesskabet. Vi brænder for det, vi laver, og vi sætter en ære i at give børn, forældre og os selv de bedste betingelser i hverdagen, med børnenes trivsel, læring og udvikling i centrum. Her er der plads og tid til at skabe udviklende og trygge relationer og nærværet er i fokus. I Skov-Ly skal man føle sig hørt, set og mødt, hver eneste dag!



Om lokationen


Skov-Ly har til huse i Skovby :0)

Vi har en stor grund at boltre os på med tilhørende skov og marker. Vi bygger huler i skoven, løber stærkt på marken, plukker kløver i græsset og når vi trænger til et hvil, finder vi en dejlig plet, hvor vi lægger os ned og kigger efter flotte skyer på himlen. Her er fuglefløjt og højt til himlen, og vi bruger masser af tid på at være ude i alt slags vejr. Vi finder på at spise vores hjemmelavede bål-suppe udenfor, selvom det er mildt frostvejr.



Om lokalerne


Indretningen i Skov-Ly er i børnehøjde. Vi har gjort os umage med at tænke børneperspektivet ind og der er flere forskellige læringsmiljøer tænkt ind i vores nyistandsatte lokaler. Vi kan læse bøger, tegne, lege med biler, klodser, dukker eller hoppe på madrassen.  Her er lyst, lækkert og plads til alle.